Print
 
 
 
 
 
 

Førtidspensionister vil gerne arbejde i socialøkonomiske virksomheder – når de kan….

Ny undersøgelse af førtidspensionister i socialøkonomiske virksomheder viser, at førtidspensionister gerne vil arbejde og har gode muligheder for det i socialøkonomiske virksomheder, der under individuel hensynstagen skaber reelle job i reelle virksomheder.

Mange førtidspensionister vil gerne arbejde, og det har de gode muligheder for i socialøkonomiske virksomheder, der på den ene side tager særlige individuelle hensyn, men som samtidig skaber helt almindelige arbejdspladser. Men mange førtidspensionister er bange for at miste deres pension, hvis de tager et fleksjob, som de efter en periode alligevel ikke kan passe. Der er derfor brug for større fleksibilitet og mindre bureaukrati i et nyt førtidspensionssystem.
 
Det viser en ny undersøgelse fra Center for Socialøkonomi, der har undersøgt 20 socialøkonomiske virksomheders erfaringer med ansættelse af førtidspensionister i socialøkonomiske virksomheder. De socialøkonomiske virksomheder fremhæver selv, at de har en styrke i arbejdet med førtidspensionister i kraft af den rummelighed, arbejdspladsen er bygget op om.
 
”Det ligger simpelthen i virksomhedens værdisæt at skabe en arbejdsplads, der tager hensyn til medarbejdernes særlige behov i tilrettelæggelsen af arbejdsdagen, og det giver nogle klare fordele, når man har medarbejdere i støttet beskæftigelse”, siger Lars René Petersen, direktør i Center for Socialøkonomi. ”Særligt det faktum, at der er tale om reelle arbejdspladser i reelle virksomheder er med til at rykke medarbejderne fra løntilskudsjob til fx fleksjob”.
 
Men mange førtidspensionister er bange for at miste retten til deres pension, hvis de ansættes i et fleksjob, som de efter en periode alligevel ikke kan varetage. Og det afholder mange, der kunne komme i arbejde, fra at gøre det. Samtidig tilkendegiver de socialøkonomiske virksomheder klart, at der er behov for individuel støtte, hvis førtidspensionisterne skal fastholdes i arbejde og rykkes fra løntilskudsjob til fleksjob. 
 
De socialøkonomiske virksomheder oplever systemet som ufleksibelt og bureaukratisk, og det er et problem i et samfund, der har behov for at så mange som muligt kan bidrage på arbejdsmarkedet. Blandt de konkrete forslag til den førtidspensionsreform, der lige nu forhandles på Christiansborg, er derfor, at man med et nyt system skaber sikkerhed omkring retten til en pension, som kobles sammen med en ny form for rehabiliteringsydelse eller midlertidig ydelse. Der efterspørges simpelthen fleksibilitet i varighed, revurdering og afklaringsmuligheder, og endelig næves behov for mentorordninger og efteruddannelse til virksomheder som centrale behov.
 
Læs hele undersøgelsen her
 
Yderligere information
Direktør Lars René Petersen, tlf. 26 23 61 21 eller lrp@socialokonomi.dk

 
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig her: